Behandling af impingement /indeklemningssyndrom
Hos KiroUltra kan du få behandling af “impingement” eller “indeklemningssyndrom” i skulderen.
Impingement inddeles typisk i 2 typer:
- Ekstern impingement: Afklemning af supraspinatussenen og/eller bursa subacromiale (slimsæk) under acromion (“skulderhøjden”) eller det coracoacromiale ligament. Ekstern impingement er altså utilstrækkelige pladsforhold for strukturer udenfor skulderleddet. En anden form for ekstern impingement kan opstå på forsiden af skulderen, under knoglefremspringet, der kaldes “processus coracoideus”, men som er relativt sjældent forekommende.
- Intern impingement: Afklemning af rotator cuff’en mellem ledskål/labrum (brusklæbe i skulderleddet) og overarmsknoglen, dvs. “internt”/relateret til skulderleddet.
Ekstern impingement er den hyppigst forekommende form for indeklemningssyndrom.
Impingement kan også klassificeres som “primær” eller “sekundær”:
- Primær impingement: Også kaldet “strukturel” impingement, og skyldes anatomisk/strukturelle komponenter, der giver lokalt nedsatte pladsforhold foran/øverst på skulderen. Eksempler er knoglefremspring, ekstra knogledannelse i forbindelse med slidforandringer, forkalkninger m.v.
- Sekundær impingement, eller “funktionel” impingement opstår ved bevægelse, der giver midlertidig pladsreduktion og afklemning bagerst/øverst i skulderleddet. Eksempler på årsager til sekundær impingement er dysfunktionel bevægelse af skulderbladet eller overarmsknoglens bevægelse i forhold til skulderbladet, instabilitet, stram ledkapsel m.m.
Symptomer:
- Ekstern impingement: Markante smerter opleves på forside eller overside af skulderen, evt. også på yderside eller forside af overarmen. I nogle tilfælde kan smerterne føles ned til albuen eller i nakken. Smerterne fremkaldes typisk hvis armen føres på højde med skulderen eller over denne, enten foran kroppen eller ud til siden. Der er ofte forværring hvis armen samtidig indad-roteres (“thumbs down”). Man oplever typisk færre smerter ved at holde armen under skulderhøjde. Nogle gange føles smerterne indtil et vist “punkt” når man fører armen sidelæns ud fra kroppen og opad, hvorefter smerterne forsvinder i den sidste del af bevægelsen.
- Intern impingement: Her opleves smerterne typisk ved kast o. lign., eller når armen føres ud fra siden af kroppen samtidig med udad-rotation (“thumbs up”). Dvs. smerterne sker ikke i selve kastet/smash’en, men når armen er trukket helt tilbage, lige inden kastet udføres. Intern impingement sker typisk bagtil/opadtil i skulderleddet.
Årsager:
Området hvor der sker afklemning er karakteriseret ved begrænsede pladsforhold. Supraspinatussenen løber i sit forløb fra musklen på bagsiden af skulderbladet ind under knoglefremspringet “acromion” før det hæfter på overarmsknoglen. Mellem senen og acromion ligger en slimsæk (bursa), der har til opgave at nedsætte gnidningsmodstand. Herudover har senen relativt dårlig blodtilførsel, hvilket kan påvirke evnen til heling hvis den beskadiges. De nedsatte pladsforhold kan yderligere forringes, hvorved senevæv og slimsæk påvirkes og giver smerter.
Ekstern impingement kan have flere årsager:
- “Næbdannelse” på undersiden af acromion, hvilket kan være pga. slidforandringer i leddet mellem acromion og kravebenet. Acromion kan også have en abnormal form fra naturens side. Ny knogledannelse kan også ske omkring et ledbånd i nær tilknytning til området (“ligamentum coracoacromiale”). Et fremtrædende område på overarmsknoglen kan også nedsætte pladsforholdene, f.eks. efter fraktur.
- Fortykkelse af væggen eller væskeansamling i slimsækken mellem sene og knogle. Dette kan ske efter kortvarig belastning, men også over lang tid.
- “Forkalkning” i senesubstansen, som resultat af f.eks. længerevarende overbelastning, anden sygdom m.v. Herunder ses et eksempel på ultralydsscanning, hvor en forkalkning i senen fremkalder smerter, idet denne del af senen passerer under skulderhøjden, idet patientens arm føres ud fra kroppen.
- Dysfunktionel muskelbalance i de små, stabiliserende muskler omkring skulderleddet (“rotator cuff’en”). Hvis denne muskulatur er for svag, vil overarmsknoglen ikke blive fastholdt i sin korrekte stilling i forhold til acromion, hvorved pladsforholdene reduceres.
- Fortykkelse af supraspinatussenen. Dette, samt fortykkelse af slimsækken opstår ofte ved gentagne, monotone bevægelser i skulderleddet, ofte med armen i eller over skulderhøjde (f.eks. i visse erhverv som slagteriarbejdere, ved maling af lofter osv.)
Intern impingement:
- Ses ofte ved sportsudøvere, hvor kast og smash er hyppige, samt f.eks. ketchersport, og styrketræning. Årsagen skal sandsynligvis findes i ledhovedets manglende centrering i ledskålen, når armen føres ud i en ekstrem stilling. Evt. kan læsion af brusklæben i leddet være medvirkende.
Behandling af impingement:
Denne afhænger helt af årsagen til indeklemningssyndromet. Ved overbelastning hvor supraspinatussenen og eller bursa er fortykket, samt ved svag rotator cuff-muskulatur, vil specifik træning af disse muskler være nødvendigt. Din kiropraktor kan undersøge årsagen til impingement, samt instruere dig i specifikke øvelser og tidsplanen for hvornår du kan belaste skulderen normalt. Endelig kan du hos kiropraktoren få symptomlindrende behandling, idet impingement-syndrom ofte forårsager afledte muskelspændinger m.m.
Hos KiroUltra tilbyder vi ultralydsscanning af skulderen, for at fastslå årsagen. Scanning kan endvidere fastslå om der er aktiv inflammation i sene, slimsæk m.m., og dermed indikere om du har gavn af at få en blokade i skulderen. I visse tilfælde kan antiinflammatorisk medicin (NSAID) hjælpe. Kiropraktoren kan rådgive dig herom. Er du i tvivl om brug af medicin, bør du spørge din læge til råds.
Visse forkalkninger kan behandles med shockwave-terapi (ESWT).
Ved abnormal knogledannelse, læsion af brusklæben o. lign., kan operation være nødvendigt. Dette vil dog kræve nærmere undersøgelse. Opsøg din kiropraktor for en vurdering af, om kirurgisk udredning er relevant.
Du kan læse om bl.a. impingement på Sundhed.dk