Behandling af ledbåndsskader i knæet:
Behandling af ledbåndsskader i knæet – eller skader på knæets “sideledbånd” omfatter det mediale (MCL) og laterale kollaterale ligament (LCL), der hører til hhv. knæets “inder-” og “yderside”. Ledbåndene medvirker primært til sidevers stabilitet i knæet.
Skade på MCL og LCL inddeles i 3 grader:
- Grad I (“forstuvning”): Ømhed ved tryk og sidevers pres på knæleddet, men ingen løshed
- Grad II (“Svær forstuvning”, partiel overrivning): Let til moderat løshed
- Grad III (Komplet overrivning): Svær løshed.
MCL er knyttet til den mediale menisk, samt en del af hasens sener (ligamentum obliquum). Ved kraftige skader på MCL kan der således opstå samtidig skade på menisk, lig. obliquum, samt også forreste korsbånd.
LCL er ikke knyttet til den laterale menisk, men skade på LCL er oftest kombineret med skade på ledkapsel, sener/ligamenter og forreste korsbånd.
Symptomer:
Grad I-læsion giver smerter og ømhed, men det er muligt at støtte på benet.
Grad II og III-læsioner giver markante smerter og ømhed ud for leddet. Der opstår hurtigt hævelse pga. blødning. Smerter forværres ved vægtbæring og gang.
Løshed i knæet er vanskelig at vurdere i den akutte fase pga. smerter og hævelse.
Årsager:
Det mediale kollaterale ligament, MCL, beskades ved valgustraume, dvs. pres på ydersiden af knæet, eller vrid. MCL beskades langt oftere end LCL, der læderes ved pres på indersiden af knæet (varustraume), eller vrid.
Hyppige årsager til skader på MCL og LCL er kontaktsport, f.eks. håndbold og fodbold, samt styrt på ski m.v.
Behandling af ledbåndsskader i knæet:
Det er vigtigt at få fastlagt skadens omfang, herunder grad, samt om der er tale om en isoleret skade af inderste eller yderste ledbånd, eller om andre strukturer er beskadiget. Dette afgør om behandling af ledbåndsskader består af rehabilitering eller om der skal opereres.
KiroUltra kan foretage grundig undersøgelse af dit knæ, og udføre ultralydsscanning, hvorved skadens omfang kan vurderes. I tilfælde af mistanke om f.eks. korsbåndsskade vil du blive viderehenvist med henblik på MR-scanning.
Isolerede skader på det mediale ledbånd behandles i det fleste tilfælde uden operation. I alle tilfælde er det vigtigt at der øjeblikkeligt behandles ud fra RICE(M)-princippet. Grad I-skader kan evt. behandles med støttebind efterfølgende, mens grad II-skader bør behandles med stabiliserende skinne/bandage (“DonJoy”). Grad III-læsioner involverer altid andre strukturer, og kirurgisk vurdering er derfor nødvendig.
Skader på det laterale ledbånd er sjældent isolerede, og kræver derfor ofte operation – ikke af selve ledbåndet, men af ledkapsel og/eller korsbånd.
Uanset om der behandles konservativt eller med operation, er træning/genoptræning ekstremt vigtig. Dette har til formål at fastholde normal bevægelighed, sikre muskulær stabilitet omkring knæet, samt genopbygning af svækket muskulatur. Kiropraktoren kan hjælpe dig med instruktion i gradvis genoptræning.