Behandling af frossen skulder

Hos KiroUltra kan du få grundig undersøgelse ved mistanke om frossen skulder! Husk, at mange tror at de har en frossen skulder, uden dette er tilfældet. Dermed er der ofte også relevant behandling for dine skuldersmerter, som kan symptomlindre og afkorte perioden med smerter! Det er altså vigtigt at få foretaget en grundig undersøgelse og stillet en diagnose, så du kan få den rette behandling! KiroUltra kan hjælpe med undersøgelse, diagnose og rådgivning om behandling af frossen skulder.

Behandling af frossen skulder, behandling af skuldersmerter

Hvad er en frossen skulder?

Lidelsen “frossen skulder” betegner en betændelsestilstand i skulderens ledkapsel, der får komponenter i ledkapslens væv til at “hænge sammen” og skabe kontrakturer. Frossen skulder kaldes også “adhæsiv kapsulit”, (“adhæsiv” = sammenhængende, “kapsul” = ledkapsel, “-it” = betændelsestilstand).

Årsager:

Overordnet er der tale om indskrænkning og i starten inflammation af ledkapslens væv. I senere stadier dannes arvæv. Til sidst genvinder kapslen mere eller mindre den normale elasticitet. Frossen skulder kan inddeles i primær og sekundær form:

  • Primær form: Ukendt årsag, men ses ofte hos personer med diabetes.
  • Sekundær form: Opstår som følge af  f.eks. læsion af brusklæbe, ledkapsel, rotator cuff-muskulatur, gigtsygdomme, knoglebrud eller inflammation.

Symptomer:

Sygdomsforløbet ved frossen skulder inddeles typisk i 3 faser/stadier:

  1. Initialstadiet (“frysestadiet”): Problemet opstår akut, og i løbet af få dage til et par uger udvikles kraftige skuldersmerter, der forværres ved selv små bevægelser i skulderen. Fasen varer ca. 4 mdr.
  2. Midterste stadie (“frossent stadie”): Smerterne bliver mere moderate, men der er markant nedsat bevægefrihed i skulderleddet, hvilket går ud over funtionsevnen. Denne fase varer også ca. 4 mdr.
  3. Slutstadie (“optøningsfasen”): smerterne aftager yderligere, og bevægeligheden bliver langsom bedre. I nogle tilfælde kan fuld bevægelighed være vanskelig at opnå. Fasen varer ca. 6 mdr.

De ovenfor nævnte tidsrum kan variere, og det er ikke ukendt at det samlede forløb kan vare op til 2 år.

Behandling af frossen skulder:

I første omgang er det vigtigt at fastlægge om der er en underliggende årsag til smerterne, og om der overhovedet er tale om frossen skulder. I tilfælde af anden underliggende årsag/diagnose, vil behandlingen rettes mod dette.

Kiropraktoren laver en grundig undersøgelse af din skulder, og vurderer om der er tale om frossen skulder, eller om årsagen til smerterne er en anden. Evt. udføres ultralydsscanning af din skulder, til at vurdere om der er inflammation, overrivning af sener osv. Kiropraktoren kan endvidere rådgive dig i yderligere udredning hvis dette er nødvendigt.

Du kan også få behandling i form af mobiliserings- og strækøvelser, samt bløddelsbehandling af muskulatur, ledkapsel m.m. I den initiale fase hvor der kan opleves kraftige smerter, vil behandlingen rettes mod smertelindring. I slutningen af forløbet kan kiropraktoren hjælpe dig med at genoprette normal bevægelighed og styrke i skulderleddet gennem specifikke øvelser og manuel behandling.

 

Du kan læse om behandling af frossen skulder på Sundhed.dk