Behandling af Upper crossed syndrom
Muskelspændinger / stram eller kort muskulatur i skulder og nakke kan udover smerte og ømhed give andledning til ændringer i biomekanikken i området, herunder holdning, bevægeudslag osv. Dette kan igen give anledning til smerter. Et klassisk eksempel på dette er det såkaldte “Upper crossed syndrom”.
Upper crossed syndrom (UCS) er kendetegnet ved stram/kort brystmuskulatur (mm. pectoralis major & minor) )og øvre skulderågsmuskler (øvre m. trapezius og m. levator scapula). Samtidig er der svaghed af halsens dybe nakkefleksorer (mm. longus colli & longus capitis) og på bagsiden, musklerne der styrer skulderbladets position i fht. brystkassen (mm. rhomboideii & serratus anterior).
Symptomer:
UCS påvirker holdningen, idet der ses
- fremskudt hovedstilling
- øget kurve i nakke (lordose) og brystryg (kyfose)
- eleverede og fremskudte skuldre
- rotation, abduktion og winging af skulderbladene.
Den ændrede holdning kan forårsage
- nedsat stabilitet i skulderleddet og øget risiko for skulderskader
- hovedpine og smerter i skuldre/nakke som følge af muskelspændinger og uhensigtsmæssig belastning af leddene i nakke og brystryg
- nedsat funktion og præstation ved sport
Årsager:
- Genetiske årsager.
- Ensidig træning/aktivitet: UCS kan ses ved f.eks. yngre mænd, der fokuserer på styrketræning af bryst- og øvre ryg. Da både brystmuskulatur (m. pectoralis major) og den stor rygmuskel (“vingen” – m. latissimus dorsi) hæfter på overarmsknoglen, vil træning der fokuserer på disse muskler uden tilsvarende træning af muskulaturen mellem skulderbladene (m. rhomboideus og m. serratus anterior), føre til at skuldrene trækkes frem, hvorved kurvaturen i nakke og brystryg forøges.
- Manglende træning / stillesiddende arbejde: Ved fysisk inaktive personer, eller personer, der sidder meget ved skrivebord / PC, vil der ofte udvikles stramhed i de øvre skulderågsmuskler, ligesom stilingen med “afslappet” ryg fører til at man “falder sammen” i ryggen, hvorved hoved og hage falder frem.
Behandling af upper crossed syndrom:
Behandling af UCS sigter på at
- Løsne og udspænde stram / kort muskulatur
- Styrke svag muskulatur
- Genoprette fri bevægelighed i leddene
- Sikre stabilitet i skulderled
Behandlingen vil bestå af ledfrigørende behandling (mobilisering / manipulation), bløddelsbehandling, øvelsesterapi, holdningskorrektion og information.