Behandling af scoliose / skæv ryg

Hos KiroUltra kan du få en grundig undersøgelse og behandling af scoliose eller “skæv ryg”. Scoliose/skoliose angiver en “unormal krumning” af rygsøjlen i frontalplanet (dvs. set bagfra). Nogle personer med scoliose har udover krumning i frontalplanet også rotation af rygsøjlen. Scoliosen kan antage forskellige former (C-form, omvendt C-form, S-form, omvendt S-form).

 

behandling af skæv ryg, behandling af scoliose

 

Scolioser inddele overordnet i 2 grupper: Strukturelle og funktionelle (non-strukturelle). Overordnet kan man sige, at de strukturelle scolioser skyldes permanente forandringer i ryghvirvler og bløddele (ledbånd, ligamenter, ledkapsler osv.). Ved funktionelle scolioser skyldes skævheden i ryggen faktorer, der ikke knyttes til ryghvirvler eller disses bløddele.

Behandling af scoliose:

Din kiropraktor kan hjælpe dig med at fastlægge årsagen til skæv ryg / scoliose. Desuden kan kiropraktoren ved hjælp af manipulationsbehandling, bløddelsbehandling, strækøvelser og instruktion i træningsøvelser, reducere smerterne som følge af scoliose. Kiropraktoren kan desuden foretage røntgenoptagelse til nærmere vurdering af scoliosen, samt rådgive om hvorvidt det f.eks. tilrådes at anvende et skoindlæg. Er du i tvivl om hvorvidt en skæv ryg kan behandles, er du velkommen til at kontakte os.

 

 

Symptomer:

Symptombilledet ved scoliose kan være meget varierende, og spænde fra ingen symptomer overhovedet til markante smerter, påvirkning af hjerte-/lungefunktion, nerverodspåvirkning m.m. Af betydning for symptombilledet er debut-alder, krumningens størrelse, varighed, årsag, andre tilstedeværende sygdomme m.m.

Hos spædbørn med scoliose opleves ofte ingen tydelige symptomer. Hos ældre børn og voksne opleves ofte rygsmerter, som varierer i intensitet, men som ofte er mere elle mindre konstante. Det er dog vigtigt at understrege, at mange har scoliose uden at have symptomer.

Årsager:

  • Funktionelle:
    • Statiske (benlængdeforskel, bækken-asymmetri)
    • Holdningsbetinget (f.eks. pga. stram/forkortet muskulatur i hofte, knæ eller ankel)
    • Smertebetinget (afværgeholdning)
    • Inflammatorisk (f.eks. blindtarmsbetændelse)
  • Strukturelle:
    • Idiopatiske (ukendt årsag) (ca. 85% af de strukturelle scolioser)
    • Medfødte
    • Neuromuskulære
    • Neurofibromatosis von Recklinghausen
    • Mesenkymale lidelser
    • Sekundære scolioser (pga. leddegigt, tumor i rygsøjlen m.v.)

 

 

Du kan læse mere om scoliose på Dansk Skoliose Forenings hjemmeside.