Frossen skulder / kapsulit som diagnose:

Lidelsen betegner en betændelsestilstand i skulderens ledkapsel, der får komponenter i ledkapslens væv til at “hænge sammen” og skabe kontrakturer. Frossen skulder kaldes også “adhæsiv kapsulit”, (“adhæsiv” = sammenhængende, “kapsul” = ledkapsel, “-it” = betændelsestilstand).

Symptomer:

Sygdomsforløbet ved frossen skulder inddeles typisk i 3 faser/stadier:

  1. Initialstadiet (“frysestadiet”): Problemet opstår akut, og i løbet af få dage til et par uger udvikles kraftige skuldersmerter, der forværres ved selv små bevægelser i skulderen. Fasen varer ca. 4 mdr.
  2. Midterste stadie (“frossent stadie”): Smerterne bliver mere moderate, men der er markant nedsat bevægefrihed i skulderleddet, hvilket går ud over funtionsevnen. Denne fase varer også ca. 4 mdr.
  3. Slutstadie (“optøningsfasen”): smerterne aftager yderligere, og bevægeligheden bliver langsom bedre. I nogle tilfælde kan fuld bevægelighed være vanskelig at opnå. Fasen varer ca. 6 mdr.

De ovenfor nævnte tidsrum kan variere, og det er ikke ukendt at det samlede forløb kan vare op til 2 år.

Årsager:

Overordnet er der tale om indskrænkning og i starten inflammation af ledkapslens væv. I senere stadier dannes arvæv. Til sidst genvinder kapslen mere eller mindre den normale elasticitet. Frossen skulder kan inddeles i primær og sekundær form:

  • Primær form: Ukendt årsag, men ses ofte hos personer med diabetes.
  • Sekundær form: Opstår som følge af  f.eks. læsion af brusklæbe, ledkapsel, rotator cuff-muskulatur, gigtsygdomme, knoglebrud eller inflammation.

Behandling:

I første omgang er det vigtigt at fastlægge om der er en underliggende årsag til smerterne. Hvis dette er tilfældet, vil behandlingen rettes mod dette. Afhængig af årsagen kan operation overvejes. Ved ukendt årsag bør du undersøges for sukkersyge.

Kiropraktoren laver en grundig undersøgelse af din skulder, og vurdere om der er tale om frossen skulder, eller om årsagen til smerterne er en anden. Evt. udføres ultralydsscanning af din skulder, til at vurdere om der er inflammation, overrivning af sener osv. Kiropraktoren kan endvidere rådgive dig i yderligere udredning hvis dette er nødvendigt.

Du kan også få behandling i form af mobiliserings- og strækøvelser, samt bløddelsbehandling af muskulatur, ledkapsel m.m. I den initiale fase hvor der kan opleves kraftige smerter, vil behandlingen rettes mod smertelindring. I slutningen af forløbet kan kiropraktoren hjælpe dig med at genoprette normal bevægelighed og styrke i skulderleddet.

Hvad kan du selv gøre:

Ved ukendt årsag bør du undersøges for sukkersyge.

Ved kraftige smerter vil smertestillende medicin være relevant for dig. Spørg evt. din læge til råds om dette.

Efter den akutte fase er det vigtigt at du træner bevægeligheden i din skulder. Kiropraktoren kan hjælpe dig med øvelser og mobiliserende behandling.

Du kan læse om frossen skulder på Sunhed.dk