Slidgigt i nakken / artrose som diagnose:

Slidgigt nakken omfatter flere tilstande, der alle har til fælles, at der er tale om degeneration / slid af strukturer i halshvirvelsøjlen (columna cervicalis). “Slidgigt” er i øvrigt misvisende, da der ikke er tale om en egentlig gigtsygdom. “Artrose” er derfor en mere korrekt betegnelse.

Columna cervicalis indeholder 3 typer led (intervertebralled, facetled, og uncovertebralled), og slidforandringer relateret til hver type led har en bestemt betegnelse (men kan alle henføres til slidgigt nakken):

  • Spondylose: Slidforandringer relateret til intervertebralled
  • Spondylartrose: Slidforandringer relateret til facetled
  • Uncovertebral artrose: Slidforandringer relateret til uncovertebralled.

slidgigt nakken, nakkesmerter, kiropraktor, behandling

Herudover kan slidforandringer ramme andre strukturer, herunder ledbånd og bruskskiverne mellem nakkehvirvlerne.  Slidforandringer i nakkens led er stort set altid kombineret med slid i discus. Du kan læse om mulige følger af discusdegeneration under discusprolaps og -protrusion.

Slidforandringer i nakken rammer dels strukturer, der påvirkes af bevægelse (ledflader, discus m.m.), dels knoglevæv der grænser op til ledbrusk. Degenerative (slid-) forandringer i leddene omfatter

  • degeneration af ledbrusk
  • knoglepåbygninger ved ledfladernes kant (osteofytter)
  • øget knogletæthed
  • cystedannelse i knoglen under brusken

Symptomer:

Smerter som følge af slidforandringer i led opstår ikke øjeblikkeligt, men gradvist, i takt med degenerationen af vævet. Ledbruskens overflade indeholder ikke smertereceptorer, og der skal således et vist slid til, før smerter opleves. Smerterne opleves i nakken, og kan trække ned i skulder, arm og hånd.

Indskrænket bevægelighed i leddet kan opstå i takt med mindre fleksibilitet i bløddele, samt øget knogledannelse ud for leddet. Slidforandringer giver derfor gradvist mindre bevægelighed i nakken.

Ved slidforandringer kan dannes ekstra knoglevæv i nærheden af de åbninger (foraminae intervertebrale), hvor nerverødderne udgår fra rygmarven, og danner de nerver, der løber ud i armen. Hvis knogledannelsen er tilstrækkelig udtalt, kan pladsforholdene i foraminae blive så små at den pågældende nerverod påvirkes (foraminal stenose). Dette kan give udstrålende smerter i skulder, arm eller fingre på samme måde, som ved discusprolaps i nakken. Symptomerne ved foraminal stenose indtræder dog typisk langsommere end ved prolaps. Ekstra knogledannelse kan også forekomme ind mod rygmarven med påvirkning af denne. I så fald taler man om spinalstenose, hvor man også kan opleve neurologiske udfald, f.eks. i både arme og ben.

Årsager:

Slidforandringer opstår gradvist med alderen, og rammer os alle i større eller mindre grad. Det er dog forskelligt hvor mange gener sliddet giver, og dermed hvor plaget den enkelte er.

Slid kan opstå af genetiske årsager, som senfølge til traume, langvarig uhensigtsmæssig belastning m.m. Fælles for alle årsager er, at slid kun opstår som følge af belastning over tid.

Behandling:

Kiropraktisk behandling har god effekt på kroniske eller tilbagevendende nakkesmerter som følge af slid. Kiropraktoren kan hjælpe med smertelindring og til at genvinde funktion og bevægelighed. Behandlingen består af ledfrigørende behandling (mobilisering eller manipulation), bløddelsbehandling, stræk, instruktion i specifikke trænings- og mobiliseringsøvelser, samt information om forholdsregler og dagligdag.

Kiropraktoren kan udføre røntgenoptagelser af din nakke, for at vurdere om der er foraminal stenose, eller om der er andre årsager til dine smerter.

Hvad kan du selv gøre:

Ved nakkesmerter bør du få kontakte kiropraktoren for at få stillet korrekt diagnose. Ved neurologiske symptomer (nedsat muskelkraft, ændret følesans, snurren/sovende fornemmelse i skulder, arm eller fingre) bør du få kiropraktoren til at fastlægge årsagen hertil, hvorved du kan rådgives om forholdsregler, øvelser m.m. Se i øvrigt forholdsregler ved akut hovedpine.

Generelt er det vigtigt at holde sig aktiv og opretholde styrke og bevægelighed i nakken. Har du neurologiske symptomer, bør du dog respektere disse. Din kiropraktor vil vejlede dig mht. forholdsregler og de rette øvelser.

Ved behov, kan du indtage smertestillende medicin (NSAID, paracetamol). Er du i tvivl om brugen af smertestillende, kan du spørge din læge eller kiropraktor til råds.

Du kan læse mere om nakkesmerter og slidgigt i nakken på sundhed.dk