Diskusprolaps lænden og diskusprotrusion:

Diskusprolaps i lænden betegner brist i kanten af en bruskskive mellem 2 ryghvirvler (diskus), hvorved materiale fra den centrale del af diskuspresses ud og forårsager rygsmerter. Afhængig af placeringen af materialet, der presses ud, kan prolapsen endvidere give symptomer ned i ben eller fod. Dette er tilfældet hvis en nerverod påvirkes som følge af materialet, der presses ud. Sandsynligvis skyldes irritationen af nerveroden både et mekanisk tryk på nerven og en kemisk irritation af nervevævet pga. den inflammation, der opstår i området. Vi kan hjælpe med behandlingen af diskusprolaps.

Diskusprotrusion betegner slidforandringer i kanten af diskus, hvor nervefibre i kanten herved påvirkes og giver smerter. Der er således ikke komplet brud i randen af diskus. Således er der sandsynligvis tale om en “udbuling” af diskussom ikke decideret påvirker en nerverod, i modsætning til en prolaps, hvor der er tale om materiale, der decideret er presset ud gennem kanten af diskus. En protrusion kan give symptomer til benet selvom der ikke er påvirkning af en nerverod. Ofte er disse symptomer mindre skarpt afgrænsede end ved prolaps, ligesom der ikke er samme neurologiske udfald.

Diskusprolaps behandling

Symptomer på diskusprolaps:

Diskusprolaps i lænden og protrusion giver begge smerter i ryggen. Ofte er der udstrålende smerter til ben eller fod, langt oftest kun i den ene side. Ved prolaps kan man udover smerter opleve nedsat muskelkraft og følgende styringsbesvær af ben og fod, ændret eller nedsat følesans, som ofte er specifikt afgrænset. Endelig kan reflekser være ændrede eller ophævede.

Det tidsmæssige forløb ved diskusprolaps kan variere. Men ofte opleves indledningsvist markante rygsmerter og bensmerter af mindre intensitet. Gradvist bliver bensmerterne dog dominerende, mens rygsmerterne aftager. Til sidst i forløbet aftager bensmerterne også. Varigheden af smerter som følge af en prolaps kan variere, men ofte opleves gener i mellem 1-3 måneder.

I svære tilfælde, hvor flere af nerverødderne, der udgår fra den nederste del af rygmarven, kan patienten få et såkaldt “cauda equina-syndrom” (“cauda equina” betyder “hestehale” og angiver forløbet af nerverødderne, der udgør den nederste del af rygmarven). Cauda equina kan give flere symptomer, og bør tilses inden 24 timer. Symptomer omfatter nedsat følesans i “ridebukseområdet”, nedsat kontrol over endetarmens ringmuskel, samt manglende evne til at lade vandet til trods for trang til dette. Dette kan indikere påvirkning af nerver, der styrer disse funktioner. Da der er risiko for at denne påvirkning bliver permanent, er det vigtigt at reagere hurtigt hvis man har disse symptomer.

Oplever man udtalt nedsat muskelkraft i benet, f.eks. i form af “dropfod”, bør man ligeledes opsøge skadestue, da dette i nogle tilfælde kan blive permanent. Du skal være velkommen til at skrive, hvis vi skal behandle din diskusprolaps.

Årsager til diskusprolaps:

Diskusprolaps og diskusprotrusion skyldes slidforandringer i diskus. Slidforandringer opstår ikke øjeblikkeligt, men over lang tid. Dog kan en prolaps opstå akut, hvis kanten af bruskskiven pludseligt brister og materiale presses ud.

Behandling af diskusprolaps:

Diskusprolaps lænden er i de fleste tilfælde selv-limiterende, dvs. symptomerne forsvinder på sigt. Dog kan tilstanden være meget smertefuld, og i mange tilfælde kan din kiropraktor hjælpe dig med symptomlindring. Smertelindrende medicin er ofte nødvendigt, og i mange tilfælde er håndkøbsmedicin ikke tilstrækkeligt. Opsøg derfor din læge med henblik på smertedækning.

Kiropraktisk behandling  af diskusprolaps kan ikke fjerne en diskusprolaps. Meget hyppigt kan kiropraktoren dog lindre smerterne, idet der ved prolaps oftest er andre problemstillinger involveret (nedsat bevægelighed omkring rygsøjlens led, muskelspændinger m.m.). Herudover kan kiropraktoren gennemgå specifikke øvelser med henblik på symptomlindring, samt at oparbejde styrke og bevægelighed i ryggen på længere sigt. Herved opnås oftest en afkortning af sygdomsperioden. Ud

Ved diskusprotrusion vil det være relevant af afprøve såkaldte McKenzie-øvelser, som ofte kan lindre smerter og øge bevægeligheden i ryggen. Dette kan kiropraktoren hjælpe dig med.

Operation af diskusprolaps er kun nødvendigt i visse tilfælde. Dette gælder f.eks. ved cauda equina-syndrom, ved udtalte, vedvarende smerter, eller ved markant reduktion af muskelkraften i ben eller fod. Flere studier har vist, at operation kan have bedre effekt på kort sigt (< 1 år) i forhold til ikke at blive opereret. Derimod kan der ikke findes større effekt ved operation på langt sigt. Fordelene ved operation skal holdes op imod risici ved operationen (infektion, arvævsdannelse, nerveskade m.m.).

Udover disse ting, hjælper vi også en genoptrænbingen af diskusprolapsen.

Hvad kan du selv gøre mod diskusprolaps:

Generelt gælder det, at man ikke skal “irritere” nervevæv, som er påvirket. Smerter og neurologiske udfald i ben og fod skal således ikke ignoreres. Derfor gælder det om at kunne opretholde en så normal dagligdag som muligt, men under hensyntagen til smerter, og i særdeleshed til symptomer i ben eller fod.

Opsøg din læge med henblik på relevant smertestillende medicin.

Opsøg din kiropraktor med henblik på smertelindrende behandling, information og instruktion i forholdsregler og relevante øvelser.

Reagér hurtigt hvis du har tegn på cauda equina-syndrom (se ovenfor) eller udtalt reduktion af muskelkraft i, eller kontrol over ben eller fod.

Du kan læse mere om diskusprolaps på Sundhedsguiden.dk