Gigt i knæ (artrit), som diagnose:

En række tilstande diagnosticeres som gigt i knæ. Nogle af disse ses typisk isolerede til et enkelt led, mens andre kan påvirke flere led, og evt. også give andre symptomer.

Her kan du læse om følgende gigtsygdomme:

  • Infektiøs / purulent artrit
  • Reaktiv artrit
  • Pyrofosfat artrit
  • Urinsyregigt (“podagra”, “Kaptajn Vom’s sygdom”)
  • Psoriasis artrit
  • Rheumatoid artrit (“leddegigt”)

Arthrose (slidgigt) i knæet er beskrevet selvstændigt her.

Symptomer ved gigt i knæ:

  • Infektiøs artrit: Knæleddet (kan også være lokaliseret til et andet led) er varmt, hævet og ofte rødt. Der er ømhed og indskrænket bevægelighed. Ofte opleves almensymptomer i form af ubehag, kulderystelser, feber ell. lign.

gigt i knæ, gigt knæ, artrit knæ, infektion knæ, kiropraktor københavn, kiropraktor vesterbro, kiropraktor frederiksberg

  • Reaktiv artrit: Et eller flere led kan være påvirkede med ømhed og indskrænket bevægelighed. Ofte ses asymmetrisk påvirkning af knæ, ankel eller hofteled. Indledningsvist opleves typisk let feber og almensymptomer. Der ses hyppigt ømhed omkring senetilhæftning af f.eks. achillessenen. Der kan herudover i nogle tilfælde opleves lændesmerter. Symptomerne er ofte forudgået af en tidligere infektion i urinveje eller mave-tarmkanal. Ved det såkaldte Reiter’s syndrom ses sammen med påvirkning af led, også betændelse i øjet (conjunctivitis) og urinrør.
  • Pyrofosfat artrit påvirker hyppigst knæleddet. Der kan opleves en akut fase med let feber og ømhed i knæleddet. Ofte opleves symptomer dog først i en kronisk fase, hvor der ses moderat hævelse og nedsat bevægelighed i leddet. Symptomerne viser sig oftest først efter 60 års-alderen.
  • Urinsyregigt: Symptomerne opstår akut, og i 70% af tilfældene i storetåens grundled. Ved anfaldet opleves stærke smerter, og selv let berøring forværrer smerterne. Huden omkring leddet bliver varm, rød og spændt. Ved længere tids sygdom kan der opleves små, gullige korn i huden, ofte på ører eller albuer. Sygdommen opleves primært hos mænd, og i alderen 45-50+.
  • Psoriasis-artrit: 10% af patienter med psoriasis i huden udvikler artrit. Gigten påvirker primært rygsøjle og bækkenled, samt fingrenes yderste led. Påvirkning af knæleddet er ikke hyppig. Symptomer i led udenfor rygsøjle og bækken er hævelse samt ledsmerter. Der kan være ømhed omkring senetilhæftninger på knogle, f.eks. achillessene m.v. Herudover kan der opleves forandringer i negle, evt. mundsår m.m.
  • Rheumatoid artrit: RA kan påvirke alle synoviale led, inkl. den øvre del af nakken. Oftest påvirkes leddene symmetrisk, dvs. påvirkning af begge knæ. Symptomerne opstår gradvist, ofte over lang tid. Der er typisk langvarig stivhed i leddene om morgenen. Leddene er typisk varme og hævede. Der kan ses hævelse på bagsiden af knæet – en såkaldt Bakercyste. Ved langvarig sygdom kan der opstå problemer med at strække knæet helt.

Årsager:

  • Infektiøs artrit: Som følge af bakteriel eller viral infektion, der spredes til leddet via blodbanen, eller ved direkte infektion i leddet. Infektionen kan opstå via rifter, sår m.v., men også andre infektionsveje er mulige.
  • Reaktiv artrit: Opstår 1-3 uger efter en forudgående infektion i urinrør/kønsorganer eller mave-tarmkanal. En række bakterier (og vira) kan forårsage artritten, herunder chlamydia, salmonella m.fl.
  • Pyrofosfat-artrit: Skyldes at der fra ledbrusken udfældes pyrofosfatdyhydrat-krystaller i ledvæsken. Årsagen er ukendt.
  • Urinsyregigt: Gigten skyldes udfældning af mononatrium urat-krystaller i ledvæsken. Årsagen kan være arvelig, eller være følger af anden sygdom (nedsat nyrefunktion, maligne sygdomme, psoriasis, infektioner m.m.). Et øget indtag af alkohol og kød øger risikoen for udvikling af urinsyregigt.
  • Psoriasis-artrit: Sygdommen er autoimmun, dvs. skyldes kroppens immunsystem, der reagerer uhensigtsmæssigt.
  • Rheumatoid artrit: RA er også en autoimmun sygdom.

Behandling af gigt i knæ:

Det er vigtigt at være opmærksom på, at gigtsygdomme skal diagnosticeres korrekt, for derved at få den rette behandling. Korrekt og rettidig behandling kan mindske akutte og langsigtede følgevirkninger, som ubehandlet kan være markante og invaliderende.

KiroUltra.dk kan undersøge dig, og vurdere om du bør udredes nærmere for gigtsygdom. I de fleste tilfælde er der dog ikke tale om egentlig gigtsygdom, men et biomekanisk problem. KiroUltra.dk udfører bl.a. diagnostisk ultralydsscanning af dit knæ, der medvirker til korrekt diagnosticering og vurdering af behandling. Rent biomekaniske problemer kan behandles af kiropraktoren.

Selvom du har fået diagnosticeret gigt i knæ, er det vigtigt at du supplerer evt. medicinsk behandling med opretholdelse af normal funktion. Kiropraktoren kan hjælpe dig med at opretholde bedst mulig funktion og bevægelighed i dine led, samt instruere dig i specifikke træningsøvelser.

  • Infektiøs artrit skal behandles øjeblikkeligt pga. risikoen for blodforgiftning (sepsis) og leddestruktion. Har du mistanke om infektiøs artrit, bør du derfor søge læge, vagtlæge eller skadestue.
  • Reaktiv artrit: Ved visse infektioner, herunder chlamydia og gonokokker, skal behandles med antiobiotika. Ved mave-tarm infektion skal evt. ske udredning af årsagen hertil. Ledsymptomer ved reaktiv artrit behandles indledningsvist oftest med antiinflammatorisk medicin (NSAID). Ved udtalt hævelse kan leddet evt. tømmes.
  • Pyrofosfat-artrit: Behandling består i brug af NSAID, samt tømning af leddet for overskydende ledvæske.
  • Urinsyregigt: Akutte anfald behandles med smertestillende medicin (NSAID, evt. prednisolon) og udtømning af leddet. Ved kronisk sygdom behandles forebyggende med medicin (allopurinol m.m.). Desuden er diæt/kostomlægning vigtig.
  • Psoriasis-artrit behandles med antiinflammatorisk medicin (NSAID) og ved sværere tilfælde med supplerende medicin, der kan være vedvarende.
  • Rheumatoid artrit: RA behandles dels medicinsk (NSAID m.m.) og med manuel behandling af de biomekaniske komponenter, herunder vedligeholdelse af ledbevægelighed, samt forebyggelse af muskelsvækkelse og kondition.

Hvad kan du selv gøre:

Få stillet den korrekte diagnose! Ved akutte symptomer, der opleves sammen med almensymptomer som feber, kulderystelser og utilpashed, bør du søge læge. Gigt i knæ kan være generende, men kan behandles og lindres.

Afhængig af typen af gigt, vil forebyggende og vedligeholdende tiltag variere. Biomekaniske aspekter som opretholdelse af optimal bevægelse og funktion, styrke m.m. kan du få hjælp til af din kiropraktor.

Du kan læse mere om gigtsygdomme og gigt i knæ på Gigtforeningens hjemmeside.