Compartment syndrom som diagnose:

Compartment-syndrom (muskellogesyndrom) dækker over en tilstand hvor en muskelloge (i underbenet, arm, hånd m.v.), der indholder muskler, blodkar, nerver m.v., bliver komprimeret af den omkringliggende muskelhinde (fascia). Der er således tale om en fascia, der er for stram i fht. de strukturer, den indeholder. Syndromet opstår ikke ved at fascien bliver mindre, men ved at indholdet i den får større volumen. Dette sker typisk ved væskeansamling eller øget blodgennemstrømning eller blødning. Herved opstår et øget tryk, der forhindrer normal blodgennemstrømning, nervefunktion m.v.

Compartment syndrom, muskellogesyndrom, kompartmentsyndrom

Symptomer:

Ved compartment-syndrom, der skyldes overbelastning, kan i lettere tilfælde opleves smerter ved muskulær aktivitet, og tendens til muskelkramper. I sværere tilfælde kan opleves smerter i hvile. Ved aktivitetsbetingede smerter er det karakteristisk at smerterne indtræder relativt hurtigt, f.eks. efter kort tids løb, og at smerterne ikke ophører før aktiviteten indstilles. Der er således ikke en typisk smerte-triade, hvor der indledningsvist er ømhed, efterfulgt af lindring, og så igen smerter ved længere belastning. Hermed kan tilstanden relativt nemt skelnes fra f.eks. skinnebensbetændelse. Derimod kan symptomerne forveksles med f.eks. stress-fraktur.

Der kan evt. opleves hævelse og ømhed omkring muskellogen. I modsætning til ved traumatisk compartment-syndrom, er der ved overbelastningsrelateret syndrom sjældent neurologiske udfald, som f.eks. føleforstyrrelser.

Årsager:

Compartment-syndrom kan være overbelastningsrelateret eller traumatisk betinget. Sidstnævnte ses typisk ved fraktur af skinnebenet.

Det overbelastningsrelatede compartmentsyndrom ses typisk ved sportsfolk (løbere, håndbold- og fodboldspillere, gymnaster m.v.), og skyldes øget blodgennemstrømning i muskulaturen, der øger trykket i logen pga. en relativt ueftergivelig fascie. Herudover kan inflammation i området give tilsvarende trykstigning.

Behandling:

Overbelastningsrelateret compartment-syndrom vil indledningsvist forsøges behandlet med aflastning, gerne i kombination med intensiv bløddelsbehandling. Det kan dog være nødvendigt med operation, hvor man spalter fascierne og giver øget plads.

Sportsfolk kan i visse tilfælde have gavn af ændret træning, f.eks. ændring af løbestil. Bl.a. mener nogle, at compartment-syndrom i forreste muskelloge kan afhjælpes ved at løbe mere på forfoden, hvorved belastningen ændres i retning af bagerste compartments. KiroUltra.dk tilbyder løbestilsanalyse til at vurdere om dit løb disponerer for udvikling af compartment-syndrom, skinnebensbetændelse m.v.

Hvad kan du selv gøre:

Det er vigtigt at få stillet den korrekte diagnose, for derved hurtigt at igangsætte korrekt behandling. KiroUltra.dk kan via grundig undersøgelse afklare om der er tale om compartment-syndrom, skinnebensbetændelse, stress-fraktur, sene- eller muskelskade m.m. Endvidere kan du få kyndig vejledning i forholdsregler, træning m.v.

Læs om compartment syndrom på Sundhed.dk