Rettigheder, klage- og erstatningsmuligheder, bivirkninger og utilsigtede hændelser:

Herunder kan du læse om dine rettigheder, information om procedurer ved klager, samt eventuel erstatning. Du finder desuden links til relevante instanser, hvor du kan læse mere.

 

Rettigheder:

Ifølge lovgivningen, har du visse rettigheder ved behandling i sundhedsvæsenet, herunder også hos KiroUltra.dk. Dette har til formål at beskytte dig bedst muligt, og medvirke til at din kontakt med sundhedsvæsenet bliver så god, som muligt.

 

Tavshedspligt:

Kiropraktoren har tavshedspligt vedrørende dit behandlingsforløb og information relateret hertil. Der må kun udveksles information med andre, med dit samtykke. Alternativt kan der anvendes en skriftlig fuldmagt eller værge, som godkendt samtykke.

 

Samtykke:

Ved første konsultation har KiroUltra pligt til at bede dig om samtykke til

  • at der oprettes en journal med oplysninger, der er relevante for behandlingsforløbet (se nedenfor)
  • at der i overenstemmelse med dig, udføres undersøgelse og behandling af dit konkrete problem, samt opstilles en behandlingsplan.

Hvis der indledningsvist eller senere bliver behov herfor, har klinikken desuden pligt til at indhente dit samtykke, før der må indhentes oplysninger omkring f.eks. relevante undersøgelser, billeddiagnostik o. lign.

Dermed sikres det, at du samtidig er informeret om eventuelle tiltag, f.eks. i form af kommunikation med din læge osv. Samtykket vedrører udelukkende forhold, der relaterer til din behandling. Du kan nøjes med at give samtykke til nogle elementer, og du kan på ethvert tidspunkt trække dit samtykke tilbage.

Du kan læse mere om dine rettigheder, samtykke m.v. her

 

Bivirkninger:

Desuden skal du informeres om eventuelle bivirkninger ved behandlingen. I nogle tilfælde kan der opstå forbigående, lettere bivirkninger, f.eks. i form af lokal ømhed, træthed, lettere opblussen af hovedpine eller eksisterende smerter. Det er væsentligt, at bivirkningerne er kortvarige (typisk fra et par timer til et par dage), og at de ikke opfattes som en generel forværring af dine symptomer.

 

Journalindsigt:

Som en del af forløbet hos KiroUltra, er det behandlerens pligt at føre journal. Du har til enhver tid ret til at få indsigt i din journal, og bede om en kopi.

I journalen noteres grundlæggende oplysninger som alder, erhverv, medicin osv. Du har ikke pligt til at oplyse alt, men oplysningerne anvendes udelukkende for at sikre, at der bliver stillet en korrekt diagnose, og at du får den bedst mulige behandling. Det er således i din egen interesse, at kiropraktoren får de rette oplysninger, der kan være relevante. Desuden anføres undersøgelsesfund fra den såkaldte objektive undersøgelse, evt. billeddiagnostiske undersøgelser osv. Endelig noteres diagnose, behandlingsplan, øvelser o. lign.

Da der rent juridisk er tale om personfølsomme data (f.eks. CPR-nr.), er der lovgivningsmæssige krav om, at dine data er beskyttede. Dette er også tilfældet hos KiroUltra, der anvender et journalsystem, som krypterer data. Dette sikres gennem en såkaldt databehandleraftale med IT-udbyderen. Klinikken anvender desuden krypterede netværk, passwordbeskyttede computere, firewalls m.v., ligesom klinikkens hjemmeside kiroultra.dk har sikkerhedscertifikat.

Læs mere om persondata og dataregistrering her.

 

Klager:

Er du utilfreds med dit forløb hos KiroUltra, opfordrer vi dig til at give tilbagemelding til klinikken. Selvom vi hele tiden forsøger at opretholde den højest mulige faglige og menneskelige standard, kan fejl eller utilsigtede hændelser opstå. Og vi kan altid blive bedre. Uanset om du har været tilfreds eller utilfreds, sætter vi pris på din tilbagemelding.

Klager kan fremsættes på flere måder: En formel, skriftlig klage (”Patientklage”) kan indbringes til Styrelsen for Patientsikkerhed via deres hjemmeside (se nedenfor). Her kan du også få vejledning omkring klagesagen. Vær også opmærksom på, at KiroUltra har pligt til at bidrage til udredning af en klagesag. Nedenfor kan du også finde link til en kort pjece fra Styrelsen for Patientsikkerhed, omkring klager i sundhedsvæsenet.

Mindre formelle klager kan adresseres direkte til klinikken. Du er velkommen til at kontakte klinikken på tlf. 91 56 16 86, sende en besked via hjemmesidens kontaktformular, mail, eller på de sociale medier (Facebook, Google+). KiroUltra svarer på klager, men forbeholder sig ikke at gøre dette på åbne fora, herunder sociale medier, men via f.eks. telefon eller mail.

 

Utilsigtede hændelser:

Utilsigtede hændelser er begivenheder, der medfører skade (”utilsigtet fysisk overlast”) eller risiko for skade på patienten. Klinikken har pligt til at indrapportere utilsigtede hændelser, dels ved skader opstået i klinikken, dels ved skader forårsaget af andre sundhedspersoner, som kiropraktoren bliver opmærksom på ved udførelse af sin faglige virksomhed.

Patienter opfordres til at gøre opmærksom på evt. utilsigtede hændelser. Man kan meddele dette til den pågældende klinik, der derved får mulighed for at følge op på hændelsen. Desuden kan man – evt. i samråd med kiropraktoren – indberette hændelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed (se nedenfor).

 

Erstatning:

Ved utilsigtede hændelser, f.eks. skader opstået i forbindelse med behandling, kan du have ret til erstatning. Vurdering heraf varetages af Patienterstatningen (se nedenfor), som du kan indbringe din sag til. KiroUltra har pligt til at informere dig, hvis det erfares, at du i forbindelse med dit forløb på klinikken har fået en skade, der muligvis berettiger en erstatning. KiroUltra har også pligt til at bistå dig med eventuel anmeldelse til Patienterstatningen.

 

Bedøm KiroUltra på Facebook og Google+:

KiroUltra bygger på tilfredse patienter. Derfor er vi selvfølgelig glade for at høre om det, hvis du har haft en god oplevelse på klinikken. Og du er selvfølgelig velkommen til at give KiroUltra din bedømmelse, f.eks. på klinikkens Google+ side, eller på vores Facebook-side.

 

Referencer/links:

  1. 1022 af 28. august 2017, §§1, 23 og 45 om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet med evt. senere ændringer: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=192623
  2. 1188 af 24. september 2016, afsn. III om patienters retstilling – Sundhedsloven med evt. senere ændringer: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=183932#id310ed564-2caf-4c7b-b1ce-01550f835ac0
  3. 1097 af 12. december 2003 om dækningsområdet for lov om patientforsikring med evt. senere ændringer: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=9812
  4. Patientombuddet Styrelsen for Patientsikkerhed: stps.dk
  5. Patienterstatningen: patienterstatningen.dk
  6. Hvem skal afgøre din sag? – Når du vil klage over sundhedsfaglige behandlinger, pjece til patienter: https://stps.dk/da/borgere/klage-over-sundhedsvaesenet/~/media/4D45CF3774544729A1D3A96D0A09F4B7.ashx